Børnesporet

Børnesporet Faster-Astrup

Børnesporet Faster-Astrup rummer en børnehave og en skole lige midt i Naturens Rige. Ledelsen og Skolebestyrelsen var enige om at det måtte der kunne drages nytte af. Skolen har et stort udeareal og som en mindre skole er det godt at kunne profilere sig med noget. Tidligere har det været lidt sporadisk hvor meget de enkelte lærere har udnyttet muligheden for at komme ud – også fordi det har været meget forskelligt hvad lærerne har kendt til mulighederne for udeskole. Men nu er skolen i gang med at blive DGI-certificeret udeskole og alle lærerne kommer på kursus i hvordan de kan drage lokalområdet ind i undervisningen på en effektiv og lærerig måde.

Jeg er på besøg en torsdag i marts og får rundvisning af skolelederen, Inger Mølholm, imens nogle 1. klasses-elever har undervisning i skolegården”

”Vi tror på at det styrker elevernes trivsel og læring når vi inddrager lokalområdet i vores undervisning. Vi kan se at nogle af eleverne stråler, når de kommer ud, for så er det lige pludselig dem, der måske ikke er så boglige, der er gode til noget.  Udeskolen er en undersøgende form, som pirrer børnenes iboende nysgerrighed og de får meget læring ind igennem leg. Men det handler heller ikke kun om natur. Nogle af udeskoleaktiviteterne handler også om fx at besøge lokale virksomheder eller udnytte de udendørsrum, der er, fx en parkeringsplads.”

1. klasses eleverne, som har undervisning i skolegården, løber rundt imellem forskellige poster i små hold. Det ene hold bliver spurgt om de vil være med til at vise mig rundt, og deres umiddelbare reaktion er ”Hvad nu hvis vi så ikke kan nå alle posterne?”. Men efter lidt overtalelse vil de alligevel gerne vise mig bålhytten, insekthotellet, indhegningen, som de er i gang med at gøre klar til geder, og bedene, hvor de senere skal dyre grøntsager og krydderurter. På turen rundt er det nærmest umuligt ikke at klatre op i de træer vi kommer forbi og pludselig er der en der udbryder: ”SE den her snegl – den er helt lilla!”. Så børnene får rørt sig og de bliver begejstrede for de ting de lærer om og er med til at lave, når skoledagen rykker udenfor. 

/Trine Bloch Burmølle