Tips til mere bevægelse i hverdagen

Find ud af hvad der motiverer dig og vælg en motionsform som passer til dine ønsker. Kan du f.eks. godt lide det sociale ved at dyrke motion sammen med andre skal du måske finde dig en motionsmakker. Hvis du i stedet er mere fokuseret på konkurrence kan du prøve at registrere dine fremskridt og sætte mål for dig selv, f.eks. hvor mange armbøjninger kan du nå på 2 minutter eller hvor langt kan du løbe på ½ time? Du kan også overveje om du har det bedst med planlagt motion hver tirsdag kl. 19 eller du har det bedre med spontane aktiviteter.

Hvis du ved, at faktorer som dårligt vejr eller travlhed i familien kan få betydning for din motion, så lav alternative planer til de dage, hvor du ikke kommer af sted som planlagt. Det kan f.eks. være en kortere løberute eller gå et par gange op og ned ad trappen derhjemme.

Du kan få mere bevægelse ind i hverdagen ved at… 
… tage trappen i stedet for elevatoren når du har mulighed for det.
… parkere i den fjerneste ende af parkeringspladsen i stedet for den nærmeste.
… Stå af bussen lidt længere væk hjemmefra.
… Bruge 10 minutter om dagen på at lave små styrke- eller konditionsøvelser i hjemmet. Udnyt f.eks. reklamepauserne. 
… tage familien med ud at gå ½ time en gang om ugen – også i regnvejr!